EU-Domstolen har haft anledning til at forholde sig til, hvad der skal til, før en fysisk person, der sælger nye og brugte varer online, kan kvalificeres som erhvervsdrivende i henhold til direktivet om urimelig handelspraksis.

Artikel 2, litra b, i direktiv 2005/29 om urimelig handelspraksis definerer “erhvervsdrivende” således:

“erhvervsdrivende”: en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med en af dette direktiv omfattet handelspraksis udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.

Domstolen anfører, at der er tale om et funktionelt begreb, som indebærer en vurdering af, hvorvidt kontraktforholdet eller handelspraksis indgår i aktiviteter, der udføres som led i en persons erhverv (præmis 35). For at kunne kvalificeres som “erhvervsdrivende” skal der derfor være tale om, at den pågældende person udøver virksomhed eller handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne (præmis 36).

Hvorvidt en fysisk person, såsom sagsøgte i hovedsagen, er omfattet af begrebet “erhvervsdrivende”, kræver en “konkret fremgangsmåde fra sag til sag”. Det følger heraf, at den forelæggende ret på grundlag af alle de oplysninger om de faktiske omstændigheder, som den er i besiddelse af, skal efterprøve, om en fysisk person som den i hovedsagen omhandlede, der på en onlineplatform har offentliggjort otte annoncer om salg af nye og brugte varer på samme tid, har udøvet “virksomhed” eller handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne (præmis 37).

Den forelæggende ret skal ifølge præmis 38 efterprøve:

• Om salget på onlineplatformen foretages på en organiseret måde.
• Om dette sker med vinding for øje.
• Om sælgeren er i besiddelse af oplysninger og tekniske kompetencer vedrørende de varer, vedkommende udbyder til salg, som forbrugeren ikke nødvendigvis har, hvilket stiller sælgeren i en fordelagtig position i forhold til forbrugeren.
• Om sælgeren har en juridisk status, der gør det muligt for denne at udøve handelsvirksomhed, og i hvilket omfang onlinesalget hænger sammen med sælgerens erhvervsvirksomhed.
• Om sælgeren er momspligtig.
• Om sælgeren, der handler i en bestemt erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne eller via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, har modtaget et vederlag eller en andel.
• Om sælgeren køber nye eller brugte varer med videresalg for øje, hvorved denne virksomhed får en regelmæssig karakter, hyppighed og/eller en sammenhæng med dennes erhvervsvirksomhed.
• Om de varer, der sælges, er af samme type eller værdi, herunder navnlig om udbuddet fokuserer på et begrænset antal varer.

De i præmis 38 nævnte kriterier er hverken udtømmende eller eksklusive, således at den omstændighed, at en onlinesælger opfylder et eller flere af disse kriterier, i princippet ikke alene er afgørende for, hvordan denne skal kvalificeres i forhold til begrebet “erhvervsdrivende” (præmis 39).

Retten bemærkede, at den blotte omstændighed, at salget sker med vinding for øje, eller at en person offentliggør et vist antal annoncer om salg af nye eller brugte varer på samme tid på en onlineplatform, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at kvalificere denne person som “erhvervsdrivende” (præmis 40).

Kilde

EU-Domstolens dom af 4. oktober 2018 i sag C-105/17 (Kamenova)

Link: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/?uri=CELEX:62017CJ0105