Østre Landsret gav madbloggeren A medhold i, at discjockeyen B skulle betale A erstatning og godtgørelse for at have krænket A’s rettigheder ved at vise A’s kagefotografier i en video på YouTube samt videregive A’s personoplysninger i en udsendelse på Twitch. Retten i Svendborg havde tidligere frifundet B.
Ophavsret og parodiundtagelsen
Den ophavsretlige del af afgørelsen omhandler bl.a. til parodiundtagelsen i ophavsretsloven.
B gjorde gældende, at fremvisningen af A’s billeder var omfattet af parodiundtagelsen til den ophavsretlige eneret.
Landsretten afviste, at undtagelsen fandt anvendelse i sagen. Retten vurderede, at betingelsen om, at parodien skal vække en forestilling om det værk, parodien gør brug af, ikke var opfyldt.Der blev lagt vægt på, at B selv havde forklaret, at det var tilfældigt, at han havde anvendt A’s fotografier.
Betingelsen om, at en parodi skal ”vække en forestilling”, stammer fra præmis 20 i EU-Domstolens dom af 3. september 2014 (Deckmyn), der lyder:
”… en parodi som væsentligste kendetegn dels skal vække forestilling om et eksisterende værk, samtidig med at den skal udvise synlige forskelle i forhold til dette, dels skal være et udtryk for humor eller en latterliggørelse.”
B’s brug af A’s kagefotografier fandt sted i 2020, altså før parodireglen blev indsat i ophavsretsloven. Reglen blev tilføjet ved lov nr. 1121 af 4. juni 2021 og senere ændret ved lov nr. 676 af 11. juni 2024, hvorefter parodireglen findes i lovens § 24 b. Det såkaldte parodiprincip, som svarer til parodireglen, var dog allerede gældende før lovændringen, jf. Højesterets dom af 17. maj 2023 (Den lille Havfrue).
Personoplysninger
B nævnte i en Twitch-udsendelse, at A via en repræsentant havde henvendt sig til ham om den ophavsretlige krænkelse. B oplyste A’s navn, viste et portrætfotografi af A og nævnte, i hvilken bydel A boede.
Landsretten vurderede, at oplysningerne gjorde det muligt at identificere A. Da B hverken havde et gyldigt behandlingsgrundlag eller havde informeret A, var databeskyttelsesforordningen overtrådt. A havde derfor krav på erstatning fra B for den derved forvoldte materielle eller immaterielle skade.
Ret til eget billede og navn
B’s brug af A’s portrætfotografi og navn i kommerciel sammenhæng uden forudgående samtykke udgjorde en krænkelse af A’s ret til eget billede og navn i henhold til de ulovbestemte retsprincipper i dansk ret.
God markedsføringsskik
B’s omtale af A førte til negative kommentarer om hende. Landsretten fandt det klart påregneligt, henset til B’s udtalelser og opførsel i udsendelsen. Derfor vurderede retten, at B overskred grænserne for god markedsføringsskik.
Erstatningsudmålingen
B blev dømt til at betale A en samlet erstatning på 23.500 kr.
Vedrørende den ophavsretlige krænkelse tilsluttede landsretten sig A’s krav om 4.000 kr. pr. fremvisning pr. fotografi. Da de to fotografier blev brugt ved to fremvisninger, udgjorde vederlaget 16.000 kr., jf. ophavsretslovens § 83, stk. 1, nr. 1. Derudover blev A tildelt 2.500 kr. i godtgørelse for ikke-økonomisk skade, jf. ophavsretslovens § 83, stk. 3.
For de øvrige krænkelser udmålte landsretten en samlet godtgørelse på i alt 5.000 kr., jf. databeskyttelsesforordningens artikel 82, erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og markedsføringslovens § 24, stk. 3.
Sagsomkostninger
B blev dømt til at betale A 151.500 kr. i sagsomkostninger for begge retter. Landsretten lagde vægt på sagens principielle karakter, dens omfang og forløb, herunder at sagen i landsretten angik samme retlige og faktiske spørgsmål som i byretten. Landsretten henviste desuden til, at sagsomkostningerne ved ophavsretskrænkelser skal fastsættes i overensstemmelse med artikel 14 i direktiv af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, som fortolket af EU-Domstolen i dommen af 28. juli 2016 (United Video Properties).
Kilde
Østre Landsrets dom af 13. november 2024 i sag BS-50776/2023-OLR (18. afdeling) A mod B
Retten i Svendborgs dom af 12. september 2023 i sag BS26046/2021-SVE.
Afgørelser
- Østre Landsrets omtale af afgørelsen: Ikke parodiundtagelse til ophavsret
- Domsdatabasen: https://domsdatabasen.dk/#sag/6644/7980
- Højesteretsdom af 17. maj 2023 i sag BS-24506/2022-HJR (1. afdeling): Den lille Havfrue
- EU-Domstolens dom af 3. september 2014 i sag C-201/13: Deckmyn
- EU-Domstolens dom af 28. juli 2016 i sag C-57/15: United Video Properties
