Sagen omhandlede, hvorvidt Forbrugerombudsmanden havde handlet ansvarspådragende over for sagsøgeren Luxstyle ApS m.fl. (Selskaberne) i forbindelse med en politianmeldelse af Selskaberne i december 2016 og udsendelse af pressemeddelelse herom i januar 2017. Selskaberne blev ved dom afsagt af Retten i Odense i marts 2023 frifundet i den straffesag, der var blevet rejst på grundlag af Forbrugerombudsmandens anmeldelse.
Selskaberne nedlagde påstand om, at Forbrugerombudsmanden skulle tilpligtes at anerkende, at Forbrugerombudsmanden havde handlet ansvarspådragende i forhold til Selskaberne.
Forbrugerombudsmanden nedlagde påstand om frifindelse.
Retten fandt det sagligt begrundet og proportionalt, at Forbrugerombudsmanden indgav politianmeldelsen. Retten fandt selve udsendelsen af pressemeddelelsen for berettiget, ligesom indholdet af meddelelsen fremstod som en loyal gengivelse af sagsforløbet. Retten frifandt Forbrugerombudsmanden.
Kilde: Sø- og Handelsrettens dom af 5. juli 2024 i sag BS-57199/2019-SHR anlagt af Luxstyle ApS og Datoselskabet af 1. marts 2018 ApS mod Forbrugerombudsmanden
