Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden har begge til opgave at overvåge bankernes overholdelse af den forbrugerbeskyttende lovgivning. 

Forbrugerombudsmanden kan i medfør af lov om finansiel virksomhed anlægge sag om handlinger, der er i strid med redelig forretningspraksis og god praksis (god skik) efter lovens § 43. Finanstilsynets kan på sin side påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med samme bestemmelse.

En forbruger (A) optog et lån i en bank. Forbrugerombudsmanden mente, at banken ikke havde overholdt sin pligt efter § 7 c i kreditaftaleloven til at foretage en kreditværdighedsvurdering inden bevillingen af lånet. Banken var uenig, men tilbageførte uden præjudice og pr. kulance de tilskrevne renter og gebyrer på lånet samt eftergav restgælden.

Finanstilsynet udstedte et påbud til banken om at foretage kreditværdighedsvurderinger i overensstemmelse med nærmere anvisninger. Banken indbragte påbuddets gyldighed for landsretten. Mens retssagen mellem banken og Finanstilsynet verserede ved retten, intervenerede Forbrugerombudsmanden i sagen. Forbrugerombudsmanden nedlagde bl.a. påstand om, at banken skulle anerkende, at lånet til A var ugyldigt.

Landsrettens afgørelser
Landsretten opretholdt i det væsentligste Finanstilsynets påbud. Til gengæld frifandt retten banken for den påstand, som Forbrugerombudsmanden havde nedlagt. Landsretten vurderede, at Forbrugerombudsmanden ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om en så grov tilsidesættelse af pligten til at foretage kreditværdighedsvurdering, at der var grundlag for at tilsidesætte kreditaftalen med A som ugyldig.

Forbrugerombudsmanden ankede sin del af dommen til Højesteret. Hverken Finanstilsynet eller banken ankede landsrettens afgørelse om påbuddet.

Højesteret
Højesteret fandt, at tilsynet med bankens overholdelse af god skik og pligterne efter kreditaftaleloven var varetaget af Finanstilsynet ved udstedelsen af påbuddet.

Højesteret vurderede desuden, at der ikke fandtes andre myndighedshensyn, som kunne give Forbrugerombudsmanden retlig interesse i at få prøvet anerkendelsespåstandene om lånets gyldighed. Da forbrugeren A allerede havde opnået det resultat, der ville være konsekvensen af, at låneaftalen blev tilsidesat som ugyldig, havde Forbrugerombudsmanden ikke retlig interesse i at få sagen prøvet.

Kilder:

• Højesteretsdom af 12. november 2024 i sag mellem Forbrugerombudsmanden og Resurs Bank, filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige (BS-20317/2024), og 
• Østre Landsrets dom af 22. marts 2024 i sag mellem Resurs Bank, filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige mod Finanstilsynet med hovedintervenient Forbrugerombudsmanden (BS-10730/2022-OLR).