Et dagblad bragte den 19. maj 2019 en tegning af en zombie-lignende version af Den Lille Havfrue på forsiden af sektionen Opinion med teksten ”Ondskaben i Danmark”. Dagbladet bragte den 22. april 2020 et foto af Den Lille Havfrue iført et mundbind ved en artikel med overskriften ”Bange for coronasmitte? Så stemmer du nok på Dansk Folkeparti”.

Arvingerne efter billedhugger Edvard Eriksen, der i 1913 skabte Den Lille Havfrue, fik i landsretten medhold i, at dagbladets brug af tegningen og fotoet udgjorde en krænkelse bl.a. efter markedsføringsloven. Landsretten udmålte en godtgørelse på 300.000 kr. til arvingerne bl.a. med henvisning til markedsføringslovens § 24, stk. 3. Redaktøren ankede landsrettens dom til Højesteret.

Højesteret anførte om markedsføringsloven:

”Berlingske er som kommerciel avisvirksomhed erhvervsdrivende i markedsføringslovens forstand. Højesteret finder imidlertid, at markedsføringsloven ikke finder anvendelse for pressens redaktionelle brug af materiale.

Da både tegningen og fotografiet var en del af det redaktionelle stof, frifindes Tom Jensen for at have overtrådt markedsføringsloven.”

Kilde: Højesterets dom af 17. maj 2023 i sag BS-24506/2022 mellem Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør, Berlingske mod Billedhuggeren Edvard Eriksens Arvinger I/S ved Alice K. Eriksen