Højesteret idømte et forsikringsselskab en bøde på 16,9 mio. kr. for vildledende markedsføring.
Det centrale budskab i markedsføringen var: ”Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op”. Af selskabets aftalegrundlag med kunderne (vilkårene) fremgik det imidlertid, at en skade kunne udløse præmiestigning, ligesom en skade kunne medføre udsættelse af præmienedsættelse og forhøjet selvrisiko. Selskabet gjorde gældende, at det ikke havde anvendt muligheden for at sætte prisen op.
Højesteret fandt, at det afgørende ved vurderingen af, om markedsføring af en forsikring er vildledende, er produktets egenskaber, sådan som de fremgår af de aftalte vilkår. Det skyldes, at en forsikring er et kontraktbaseret produkt, hvor forsikringstagerens retsstilling er fastlagt i forsikringsvilkårene.
Efter Højesterets opfattelse gav udsagnet indtryk af, at en skade ville være prisneutral for kunden, og at selskabet dermed bl.a. ikke ville have mulighed for at forhøje præmien i tilfælde af en skade.
Med henvisning til vilkårenes mulighed for at sætte præmien op efter en skade fandt Højesteret, at udsagnet i reklamefilmen om at prisen ikke sættes op, hvis kunden får en skade, var vildledende, jf. markedsføringslovens § 5, stk. 1.
Højesteret fandt endvidere, at der var tale om udeladelse af væsentlige oplysninger efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, at en skade ifølge vilkårene i visse tilfælde ville medføre udsættelse af præmienedsættelse og forhøjelse af forsikringens selvrisiko.
Det havde ikke betydning, hvorvidt selskabet undlod at bruge sin mulighed i vilkårene.
Bødens størrelse blev udmålt som det dobbelte af markedsføringsomkostningerne. Markedsføringen fandt sted fra februar 2016 til november 2017.
Byretten var nået til samme resultat som Højesteret. Østre Landsret frifandt forsikringsselskabet.
Kilde: Højesterets dom af 25. september 2023 i sag 101/2022: Anklagemyndigheden mod ALKA Forsikring A/S. Retten i Glostrup afsagde dom den 8. marts 2021 (C7-1217/2019). Østre Landsrets 14. afdeling afsagde dom den 1. juni 2022 (S-908-21).
