Power vs. DBU 2-0

Power krænkede ikke DBU’s rettigheder. Landsretten var enig med Sø- og Handelsretten.

I nær tidsmæssig tilknytning til EM-slutrunden i 2021 kørte elektronikkæden Power en markedsføringskampagne kaldet ”Den store fodboldfest”. Kampagnen indeholdt blandt andet et billede af en fodboldspiller iført en orange trøje, der stod på et fodboldstadion samt teksten ”Den store fodboldfest” og omtale af ”EM-kampen i Parken mellem Danmark og Finland”.

Tvisten omhandlede, hvorvidt kampagnen krænkede DBU’s kommercielle rettigheder efter markedsføringsloven til det danske fodboldherrelandsholds navn og kendetegn. I så fald havde DBU nedlagt påstand om Powers betaling af 1 mio. kr. i erstatning og vederlag.

Sø- og Handelsretten fastslog i april 2023, at kampagnen skabte associationer til fodbold, EM-slutrunden og det danske fodboldlandshold. Spørgsmålet var herefter, om associationen til landsholdet var tilstrækkelig stærk til, at den indebar en kommerciel udnyttelse af landsholdet og dermed snyltning på den goodwill, som er oparbejdet i forhold til holdet.

Sø- og Handelsretten fandt, at det måtte tages i betragtning, at kampagnen illustrerede en generisk situation i en professionel fodboldkamp i form af en jublende spiller på et stadion med tilskuere. Reklamerne refererede ikke direkte til landsholdet. Der anvendtes hverken nuværende eller tidligere landsholdsspillere men derimod en animeret figur, som efter det oplyste blev genereret af Power i 2018 og var anvendt tidligere i Powers markedsføring. Trøjen på figuren distancerede sig desuden væsentligt i udtrykket fra den rød/hvide landsholdstrøje, som blev anvendt ved EM 2020, idet trøjen er påført Power-logo (og ikke DBU-logo), det store 1-tal på maven, og da trøjen var orange, som ifølge det oplyste var Powers varemærkefarve, der har været anvendt siden lanceringen af Power i Danmark i 2015. 

Disse forhold indebar efter Sø- og Handelsrettens opfattelse, at reklamerne ikke indeholdt en reference til landsholdet, og at en eventuel association til det danske landshold var svag. Retten fandt således, hvilket ligeledes under­støt­tedes af den fremlagte markedsanalyse, at reklamerne i højere grad skabte associationer til fodbold som sådan samt til EM 2020 end associationer til det danske landshold, der deltog i den pågældende slutrunde. Det måtte ligeledes tages i betragtning, at kampagnen blev kørt i forbindelse med en stor national be­giv­en­hed i form af EM 2020 i fodbold. Retten fandt det naturligt, at en detailkæde som f.eks. Power markedsførte sig i tilknytning til sådanne samfundsbegivenheder, ligesom det f.eks. sker i forbindelse med højtider. Retten fandt på den baggrund, at kampagnen hverken direkte eller indirekte indeholdt en reference eller skabte en så tydelig konkret association til det danske landshold, at dette var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 3.

Landsretten var enig med Sø- og Handelsrettens dom af 20. april 2023 og stadfæstede dommen i det omfang, den var anket.

Kilder: Østre Landsrets dom af 4. juni 2024 i sag BS-22133/2023-OLR (10. afdeling) Dansk Boldspil-Union mod Power A/S.

Omtale af Sø- og Handelsrettens dom af 20. april 2023.

https://domstol.dk/oestrelandsret/aktuelt/2024/6/power-as-har-ikke-kraenket-dansk-boldspil-unions-rettigheder